Jaschafondens historik

Jascha Fonden blev stiftet i januar 1992 og Fondens kapital var en gave fra stifteren.

I 2002 afgik Jascha Fondens stifter ved døden, og Jascha Fonden arvede i den forbindelse et væsentligt beløb til forøgelse af fondens formue.

I 2003 kunne Jascha Fonden uddele ca. 2 mio. kr. til foreninger, institutioner og private personer. Siden er fondens støtteudbetalinger steget, og der er i de seneste år uddelt mere end 6 mio. kr. om året.

Andelen af legatportioner på op til kr. 10.000 udgør ca. 12-16% af de samlende uddelinger og vedrører udbetalinger tilprivatpersoner. Jascha Fonden har siden 1993 været godkendt i henhold til ligningslovens §7, nr. 22, hvilket indebærer, at legater på op til kr. 10.000 ikke skal medtages i den skattepligtige indkomst hos modtageren.

Jascha Fonden har gennem årene ydet hjælp til mange forskelligartede projekter, og har historisk set altid arbejdet ud fra devisen om, at så mange som muligt skal have glæde af
bevillingerne. Derfor anvendes hovedparten af fondens midler til at støtte institutioner og foreninger.

Fonden har gennem tiden uddelt støttemidler til en lang række forskelligartede formål, herunder sansehave, indretning af invalidebiler, værkstedindretning, hjælp til udgivelse af
informationsmateriale for forskellige patientforeninger, handicap idræt, spiseforstyrrelser, tilskud til forskning i forskellige sygdomme, sommerhusindretning for handicapgrupper. Kursusafholdelse, netværksgrupper, støtte til gadebørn, voldramte, kræft- og aidspatienter samt et meget stort antal privatpersoner med særlige behov, hovedsagelig som følge af deres handicap eller alvorlig sygdom.

Jascha Fondens hidtil største projekt har været at yde betydelig økonomisk støtte til ombygning af 2 aflastningsinstitutioner i Nordsjælland for handicappede børn, etablering af hospice samt adskillige forskningsprojekter samt rådgivning i forbindelse med spiseforstyrrelser.